Derfor skrev jeg Smilja-bøgerne

Jeg fik ideen til "Smil, Smilja" (på svensk "Le, Smilja") da jeg som journalist i begyndelsen af halvfemserne mødte bosniske flygtninge i danske asylcentre og hørte deres historier. Som så mange andre havde jeg undret mig over hvad det var der skete i det tidligere Jugoslavien. Hvorfor begyndte mennesker pludselig at hade deres naboer og venner, ja sågar familiemedlemmer, så meget at de var parate til at torturere og dræbe dem i en etnisk blodrus? Der var jo tale om mennesker der havde levet fredeligt med hinanden i årtier og stiftet familier på tværs af etniske skel.

Baggrunden for konflikten
Jeg begyndte at sætte mig ind i baggrunden for konflikten, som ikke blot har direkte rødder til anden verdenskrig, hvor kroatiske fascister dræbte 800.000 serbere og 200.000 muslimer, men endnu længere tilbage i Balkans omtumlede historie, der har været præget af mødet mellem Vestens (Europas) og Østens (osmannernes) kulturer. Et møde der har været både dramatisk og frugtbart. Jeg fandt nogle forklaringer, men langt fra alle. For hvordan skulle man kunne fatte at en far og hans søn i fællesskab først torturerer og dræber manden i nabohuset for derefter at voldtage hans gravide kone og hans halvstore datter? Hvordan skulle man kunne forstå tragedien i Srebrenica, hvor mere end 7.000 mænd og store drenge blev likvideret og kastet i massegrave, som var de døde kvæg? Hvordan skulle man kunne forstå de tusindvis af andre ugerninger og krigsforbrydelser der fandt sted i den fire og et halvt år lange krig?
Der findes ingen enkle svar.

Ansigter på krigen
I mit møde med de bosniske flygtninge, som fortalte mig den ene rædselsberetning efter den anden, blev jeg efterhånden klar over at jeg simpelt hen var nødt til at skrive en ungdomsroman om krigen i Bosnien. En roman der satte ansigter på de voldsomme begivenheder som vi - på tryg afstand - kunne følge i radio og tv og læse om i aviserne hver eneste dag. Jeg ville fortælle danske unge hvad det var for flygtninge der pludselig kom strømmende op til os. Hvad det var for en historie de bar med sig og hvorfor de flygtede. Jeg ville skildre krigens forløb med fokus på nogle af de mennesker der befandt sig midt i den. Skildre deres dagligdag med håb og fortvivlelse, kærlighed og had. Skildre livet og døden, som pludselig får en helt anden betydning.

Smilja
Mit valg faldt på Smilja, datter af en serbisk mor og en kroatisk far. En 16-årig pige som lever et helt normalt liv med skole, fester, håndbold og kærester. Et liv magen til det som danske og svenske unge lever, og som de derfor kan identificere sig med. Forskellen er blot at Smilja er født det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Krigen, som hun til det sidste håber ikke vil ramme hendes by, forandrer på brøkdele af et sekund hendes tilværelse og stjæler hendes fremtid.
Men på trods heraf repræsenterer Smilja for mig håbet om en bedre verden, selvom også hun må kæmpe mod hadet og hævntørsten. Det har været vigtigt for mig ikke at udpege helte og skurke, men at lade det være op til læseren selv at tage stilling, for den objektive sandhed findes ikke.
"Smil, Smilja" var tænkt som en afsluttet roman, men efterhånden opstod behovet for at gøre Smiljas historie færdig. I "Krigens skygger", der udkom i Sverige i efteråret (på svensk: "Krigets skuggor"), følger vi Smiljas tilværelse som flygtning i Danmark, og i den tredje og sidste roman, "Smiljas hævn", der udkom i Sverige i 2003 ("Smiljas hämnd"), er hun tilbage i Bosnien for at finde frem til sandheden om sin fars skæbne.

Hvorfor titlen "Smil, Smilja"?
Jeg har haft den glæde at Smilja-bøgerne ikke blot er blevet - og stadig bliver - læst af danske unge. Også bosniere i Danmark har taget dem til sig fordi de finder en identitet i dem. Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle.
Hvorfor titlen "Smil, Smilja"? er jeg ofte blevet spurgt. Jo, et sted i bogen, mens Smilja opholder sig i Røde Kors-flygtningelejren, ser hun sit eget forgræmmede ansigt i spejlet og siger opmuntrende til sig selv: "Smil, Smilja!" - selvom der ikke er så meget at smile af. Bemærkningen er et udtryk for hendes mentale styrke og ukuelige optimisme midt i elendigheden - og så er "Smil, Smilja", synes jeg, en smuk titel med bogstavrim. Smilja er i øvrigt en blomst på bosnisk.

Torben Poulsen, november 2004

tillbaka